Vores historie
Hvorfor Co Workwear blev skabt
Co Workwear ejes og drives af os, Sandra og Celin – to søstre med en fælles ambition om at forbedre vilkårene for kvinder i fysiske fag som håndværk, service og lager.
Vi kommer selv fra branchen og har gennem egne erfaringer som håndværkere mærket, hvor svært det har været at finde arbejdsbeklædning, der reelt er designet til kvinder. Der er sket fremskridt de senere år, men vi oplevede fortsat, at komfort, pasform og funktionalitet haltede. Derfor besluttede vi at gøre noget ved det selv.
Vores arbejdsbukser er resultatet af flere års intensiv udvikling. Vi har designet, testet og justeret igen og igen – både på vores egne kroppe i fysiske jobs og i tæt samarbejde med seje testpersoner og dygtige konstruktører. Først da alle krav fra kvinder i fysisk krævende fag var opfyldt, stod vi med det produkt, vi i dag kan stå 100 % inde for.
Bukserne er udviklet ud fra et seamless‑princip, hvor komfort er helt central. De har ingen knapper eller lynlåse, der kan folde stoffet ved maven eller genere i løbet af dagen. I stedet har vi kombineret komforten fra træningstøj med funktionaliteten fra arbejdstøj og udviklet et specialdesignet elastikbånd i livet, som både støtter kroppen og håndterer vægten fra værktøj på en ny og mere behagelig måde.
Hængelommerne er designet uden lynlåse, så de lettere kan frigøre sig fra bukserne, hvis man sætter sig fast – og som en ekstra fleksibel detalje kan benlængden lægges ned og dermed forlænges efter behov.
Vores håb er at nå ud til så mange kvinder som muligt, fordi vi oprigtigt tror på, at vores bukser kan gøre en mærkbar forskel i deres hverdag.
